Svømmetræning
Svømmetræning er de fleste triatleters ømme punkt og er derfor ofte indgangsporten til sporten: alle kan løbe og cykle, men udsigten til at skulle svømme flere kilometer crawl i åbent vand er for mange en barriere, man skal hjælpes over.
 
I TIK Triathlon har vi svømmetræning 3 gange om ugen, hvor de aktuelle svømmetider kan variere fra sæson til sæson. Vi svømmer på både 50 og 25 meter baner efter program, der søger at opbygge både teknik og udholdenhed - det som både motionister og triatleter har glæde af. Derudover er der mulighed for, at få individuelle programmer målrettet til specielle behov, f.eks. i forbindelse med træning frem mod et stævne.
 
Vi tilbyder også begyndertræning for personer, som ikke er fortrolige med crawl, for har man først "knækket koden", kan man komme i gang med at opbygge distance i sin svømning. Dermed åbnes adgangen til ambitionerne om deltagelse i både små og store stævner!
 
Open Water svømning
I løbet af foråret, når vandet bliver tilstrækkeligt varmt, træner vi i åbent vand med træner. Træning i åbent vand kræver, at du har en våddragt. Vi svømmer enten ved Ishøj strand eller i lagunen ved Amager strandpark.
 
Vores trænere 
Begge vores trænere er aktive svømmere på eliteplan og har samtidig egne ambitioner som triatleter. Vi har 2 trænere på kanten både mandag og onsdag, mens vi fredag morgen klarer os med én. Med 2 trænere på kanten vil alle svømmere kunne få feedback i løbet af træningspasset.