VEDTÆGTER  FOR  TIK TRIATHLON.


§ 1.    Hjemsted.

Afdelingens adresse er TIK Triathlon, Klubhuset, Parkvej 78, 2630 Taastrup.


§ 2.    Formål.

Afdelingens  formål er at give alle triathloninteresserede muligheder for at dyrke deres sport under venskabelige former og med sportslige udfordringer.


§ 3.    Foreningsår.

Foreningsåret er kalenderåret, og den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned.


§ 4.    Organisatorisk tilknytning.

TIK Triathlon er en afdeling under TIK og er underlagt TIK’s vedtægter. TIK Triathlon er tilsluttet Dansk Triathlon Forbund (DTriF).


§ 5.    Indgåelse af samarbejde og aktiviteter.

TIK Triathlons bestyrelse kan træffe beslutning om at indgå forpligtende samarbejde og alliancer med andre afdelinger i TIK eller med andre idrætsforeninger.

TIK Triathlons bestyrelse kan endvidere træffe beslutninger, der binder afdelingen i nye organisationer eller konstellationer.

Forinden sådanne beslutninger sættes i værk, skal de godkendes af TIK’s Hovedbestyrelse (HB) og TIK’s  Formandskab (FMSK).


§ 6.     Medlemskab.

Stk. 1.
Enhver  kan blive medlem at TIK Triathlon, såfremt der ikke foreligger eksklusion af Dansk Triathlonforbund eller af TIK.

Som medlem af TIK Triathlon er man også medlem af hovedforeningen TIK.


Stk. 2.
TIK Triathlon kan udnævne æresmedlemmer.  Som æresmedlem kan udnævnes alle personer, der har ydet en stor indsats for klubben. Indsatsen kan være på det sportslige, ledermæssige eller administrative plan.

Alle kan indstille en person som æresmedlem.  Dette gøres skriftligt til bestyrelsen.  Bestyrelsen er forpligtet til at give indstiller et skriftligt svar.  Det er bestyrelsen, der godkender udnævnelsen.

Æresmedlemsskab er livsvarigt og betyder, at man udover at være kontingentfri kan blive inviteret til forskellige af klubbens arrangementer.  Udnævnelsen kan finde sted på generalforsamlingen eller ved en særlig lejlighed. Som tegn på udnævnelsen modtages et diplom.

Stk. 3.
TIK Triathlon kan optage passive medlemmer. Der kan f.eks. være tale om personer, der udfører et arbejde for klubben uden nødvendigvis selv at være aktiv triatlet. Alt med udgangspunkt i formålsbestemmelserne i § 2.

Stk. 4.
Aktivt medlemskab forudsætter licens i Dansk Triathlon Forbund.


§ 7.    Eksklusion.

Bestyrelsen kan beslutte at ekskludere et medlem, der har skadet TIK Triathlons navn og rygte som følge af usportslig optræden eller på anden måde.  Medlemmet kan anke eksklusionen på den førstkommende ordinære generalforsamling.


§ 8.    Bestyrelsen.

Stk. 1.
Bestyrelsen består som minimum af følgende 3 medlemmer:  formand, kasserer og et bestyrelsesmedlem.

Bestyrelsen vælges på den ordinære generalforsamling således:

1)    Formanden vælges for 2 år i lige årstal.
2)    Kassereren vælges for 2 år i  ulige årstal.
3)    To bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år i lige årstal.
4)    Et bestyrelsesmedlem og en bestyrelsessuppleant vælges for 2 år i ulige årstal.

Stk. 2.
Bestyrelsen afholder mindst et møde pr. kvartal eller når formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer ønsker dette.  Bestyrelsen fordeler indbyrdes samtlige opgaver.

Ved alle møder tages beslutningsreferat. Referatet gøres tilgængeligt for medlemmerne på TIK Triathlons hjemmeside.

Bestyrelsen fastsætter selv en forretningsorden, som gøres tilgængeligt for medlemmerne på TIK Triathlons hjemmeside.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden og to andre bestyrelsesmedlemmer er til stede.

Beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed.  Ved evt. stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Suppleanten deltager i bestyrelsesmøder og har taleret, men ikke stemmeret.

Stk. 3.
Repræsentanter til udvalg i henhold til TIK’s vedtægter udpeges af bestyrelsen.

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov mhp. at opfylde klubbens formål jfr. § 2.  

Bestyrelsen kan udpege personer til deltagelse i andre fora med henblik på at opfylde klubbens formål jfr. § 2.


§ 9.    Tegningsret.

Stk. 1.
Foreningen tegnes af formanden eller kassereren, endvidere kan bestyrelsen give prokura til enkeltpersoner.


§ 10.    Kontingent.

Stk. 1.
Medlemskontingentet betales månedsvis, halv- eller hel-årligt, og fastsættes af bestyrelsen.

Stk. 2.
Licensgebyr til Dansk Triathlon Forbund opkræves og betales som et særskilt beløb.

Stk. 3.
Bestyrelsen fastsætter gebyrer for rykning af restancer.  Et medlem, der er i restance, kan fratages medlemskab efter konkret beslutning i bestyrelsen.

Stk.  4.
Bestyrelsen kan efter vurdering beslutte reduceret kontingent.




§ 11.    Generalforsamlingen.

Stk. 1.
Generalforsamlingen er afdelingens højeste myndighed og indkaldes ordinært med 14 dages varsel ved opslag foreningens hjemmeside og via email til medlemmerne.  

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 8 dage før.

Stk. 2
Aktive medlemmer, der er myndige og har været medlem af klubben i minimum 6 måneder og ikke er i restance, er valgbare. Æresmedlemmer samt passive medlemmer er ikke valgbare. Alle medlemmer har stemmeret ved personligt fremmøde på generalforsamlingen.

Stk. 3.
Skriftlig afstemning skal foretages, hvis blot eet stemmeberettiget medlem kræver dette.  Skal mere en én plads besættes ved samme afstemning, får hver stemmeberettiget én stemme for hver plads, der stemmes om.  En kandidat kan dog ikke modtage mere end én stemme fra hver stemmeberettiget.  

Alle afstemninger afgøres ved simpel stemmeflerhed, bortset fra afstemning om forslag til vedtægtsændringer, hvortil kræves 2/3 af de afgivne stemmer.

Stk. 4.
Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal omfatte:

1)    Valg af dirigent og 1 stemmetæller.
2)    Bestyrelsens beretning.
3)    Godkendelse af det reviderede regnskab.
4)    Behandling af indkomne forslag.
5)    Godkendelse af budget for året
6)    Valg til bestyrelsen.
a.    Valg af formand
b.    Valg af kassere
c.    Valg af bestyrelsesmedlem
d.    Valg af bestyrelsessuppleant
e.    Valg af revisor
f.    Valg af revisorsuppleant.
7)    Eventuelt.

Et medlem kan vælges, selvom vedkommende ikke er til stede, såfremt der foreligger skriftlig accept fra den pågældende.


§ 12.    Ekstraordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes så ofte, bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 10 % og mindst 3 af afdelingens medlemmer forelægger bestyrelsen skriftligt krav herom med angivelse af dagsorden.

Indkaldelsesfrist og fremgangsmåde for ekstraordinær generalforsamling er som for ordinær generalforsamling.


§ 13.    Opløsning af TIK Triathlon.

Stk. 1.
Såfremt TIK Triathlons generalforsamling beslutter af opløse klubben eller at denne skal udtræde af TIK overgår klubbens aktiver (kapital og rekvisitter) til Hovedforeningen, hvor de skal henligge i 3 år til brug for afdelingens genoprettelse.  Er aktiverne ikke anvendt til dette formål efter 3 år, kan TIK godkende at de anvendes til andre idrætslige formål i TIK.

Stk. 2.
Hvis TIK Triathlons generalforsamling beslutter opløsning eller udtræden af TIK med det formål at indgå i en fusion eller sammenlægning med en anden forening, kan generalforsamlingen i TIK med 2/3 majoritet beslutte, at TIK Triathlon får aktiverne eller en del deraf med.

Stk. 3.
Såfremt TIK Triathlons generalforsamling har truffet beslutning jfr. stk. 1 eller 2 gælder dog under alle omstændigheder følgende:

Beslutningen skal godkendes på en generalforsamling i TIK efter indstilling fra TIK Triathlons generalforsamling.
•    For at beslutningen på TIK Triathlons generalforsamling er gyldig, kræves at mindst ½-delen af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer er tilstede ved general¬forsamlingen og mindst ¾ af de fremmødte stemmeberettigede, stemmer for en opløsning eller udtrædelse af Hovedforeningen.  
•    Er mindre end ½-delen af medlemmerne tilstede, indkaldes til en ny generalforsamling, som skal afholdes tidligst 14 dage og senest 1 måned efter den første generalforsamling. Denne generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.
•    Mindst ¾ af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer skal stemme for en opløsning eller udtræden TIK.   


Vedtaget på den stiftende generalforsamling den 3. marts 2010. Revideret på generalforsamlingen 23. februar 2015.
 
Se hvem der aktuelt sidder i bestyrelsen på klubben hjemmeside www.tik-triathlon.dk under punktet Bestyrelse.
Spørgsmål rettes til bestyrelse@tik-triathlon.dk