Brugernavn
 
  Password
      Glemt login info?  
 

Klik her for at oprette en profil
 
 

Hvem er vi? 

TIK Triathlon er hjemmehørende i Taastrup og en del af Taastrup Idrætsklubber (TIK).
 
Vi er en klub i vækst med pt. ca. 60 medlemmer, der favner både motionister og ambitiøse atleter. Vi lægger vægt på det sociale, og sigter på at tilrettelægge 4-6 klubarrangementer i løbet af en sæson med fokus f.eks. erfaringsudveksling, pulstræningskurser, cykelvedligehold o.l. Hertil kommer den årlige julefrokost, generalforsamlingen i februar samt sommerafslutningen med en mini-triathlon i "fælles trav" i området.
 
Siden 2014 har klubben arrangeret et åbent motionstri, Taastrup 5-15-5, der afholdes den sidste søndag i september.   
 
Vi sigter mod, at flest mulige fra klubben deltager i de samme stævner, så man kan træne sammen om fælles mål. På den måde kan man bedre støtte hinanden og trække hinanden med.
 
Klubben er inde i en vækstfase som følge af den store opmærksomhed, som TRI-sporten oplever i øjeblikket. Men triathlon er også en mulighed for at variere sin træning over 3 almindelige sportsgrene. Kombinationen gør, at man kan træne hele året - uanset vejret.   
 
Svømmetræning 
Svømmetræning er de fleste triatleters ømme punkt og er derfor ofte indgangsporten til sporten: alle kan løbe og cykle, men udsigten til at skulle svømme flere kilometer crawl i åbent vand er for mange en barriere, man skal hjælpes over. 
 
I TIK Triathlon har vi svømmetræning to gange om ugen: svømmetiderne er mandage fra 18:30-20:00 samt lørdage fra 12:00-14:00. Svømmere bliver inddelt i tre hold for hhv. nybegyndere, let øvede og øvede. Vores træner tilrettelægger teknik- og distanceprogrammer, som tilpasses de 3 hold. Derudover kan man få individuelle programmer målrettet til specielle behov, f.eks. i forbindelse med træning frem mod et stævne.
 
Fra november 2016 ændres vores svømmetider til mandage og onsdage fra 20 - 22. Vi vil da træne i Taastrups nye svømmehal på både 50 og 25 meter baner.  
 
Vi ønsker, at tilbyde begyndertræning for personer, som ikke er fortrolige med crawl, for har man først "knækket koden", kan man komme i gang med at opbygge distance i sin svømning. Dermed åbnes adgangen til ambitionerne om deltagelse i de "store" stævner!
 
Open Water svømning 
I løbet af foråret, når vandet bliver tilstrækkeligt varmt, træner vi i åbent vand med træner. Træning i åbent vand kræver, at du har en våddragt. Vi svømmer enten ved Ishøj strand eller i lagunen ved Amager strandpark.
 
Løbetræning
Løbetræning sker sammen med TIK-Løberne tirsdage og torsdage 18:30 samt søndage 09:00. Mød op, omklædt, foran indgangen til Taastrup Idrætshaller og løbetrænerne kan indplacere dig på det løbehold, der passer til dig niveau.
 
Cykeltræning 
Cykeltræning i sommerhalvåret vil fra foråret 2017 ske med træner og efter program alt efter, hvilke ambitioner man har.
 
I vinterhalvåret spinner vi 2 gange om ugen. Holdtilmelding og tidspunkt meldes ud, når sæsonen starter op.
 
Supplerende træning 
Ligeledes tilbyder klubben cardio- og vægttræning som supplement til de øvrige træningsprogrammer. Det foregår på Parkskolen på Parkvej i Taastrup. Cardiotræning giver mulighed for, at man kan arbejde med sin puls og derigennem få en bedre forståelse for, hvornår ens krop yder maksimalt.
 
Vægttræningen sigter på opbygning af muskelmasse primært i overkrop og arme samt styrkelse af ryg- og mavemuskulatur. 

Hvad betyder den nye svømmehal? 

Den nye svømmehal, der åbner i november 2016, indeholder et stort 10 x 50 meter bassin. Det giver os nogle helt unikke muligheder for at tilbyde en mere varieret svømmetræning end i dag.
 
I sæsonen 2016-2017 svømmer vi på 2 x 50 m. baner samt 2 x 25 m. Strukturen for svømmeholdene tilrettelægges i sensommeren 2016.

Hvem kan melde sig ind? 

Alle personer over 18 år kan melde sig ind i klubben, såfremt klubben er åben for tilgang af nye medlemmer. Se mere under menupunktet Indmeldelse. 
 
 

Hvad er triathlon

I daglig tale dækker navnet typisk over en kombination af svømning, cykling og løb - i den nævnte rækkefølge.

Triathlon er navnet på en sport der består af tre sportsgrene.

I de moderne triathlons er de tre sportsgrene placeret lige efter hinanden og den samlede (officielle) tid inkludere også den tid der er brugt til at skifte fra f.eks. svømme- til cykeludstyr.

En triatlet er ikke garanteret en god tid ved bare at være f.eks. en god svømmer. Trænede triatleter har lært sig hver enkelt sportsgren, lært at bruge kroppens energi rigtigt og trænet deres udholdenhed, således at de kan komme igennem hver enkelt fase af et løb med overskud (med undtagelse af løbeturen :-).

Triathlon kan dyrkes på mange niveauer

Der er mulighed for at dyrke triathlon både som motionist eller som eliteatlet. Som motionist giver de 3 discipliner gode muligheder for at træne alsidigt og hele året rundt.

Som medlem af TIK triathlon der er tilsluttet Dansk Triathlon Forbund, vil du få licensnr. i forbundet og derved kunne stille op i de såkaldte ''''''''age-groups'''''''' ved mesterskaber i både Danmark og i udlandet.